ASUS ProArt P16 er en ekstremt stærk bærbar, der egner sig godt til at arbejde med billed- og videoredigering.
Ydelsen er helt i top takket være især en hurtig processor og et SSD-drev i samme klasse. Men det er skærmen, der er ProArt P16’s stærkeste kort. Den bruger samme OLED-teknologi, som vi kender fra skærmene i mobiltelefoner. Det giver en fantastisk kontrast, og skærmen har desuden en usædvanlig høj lysstyrke for den skærmtype.
Der sidder et kamera til ansigtsgenkendelse over skærmen, men af en eller anden grund fungerede det ikke så godt under vores test. Næsten halvdelen af gangene nægtede det at genkende os, og vi måtte i stedet logge på Windows med adgangskode.
Bruger kunstig intelligens
ASUS ProArt P16 er en Copilot+ PC. Det vil sige, at den har særlige kræfter til at arbejde med kunstig intelligens, og du kan fx bruge AI til billedbehandling i Windows.
Det er ikke nogen lille computer, så der er god plads til stik på siderne. Her finder du blandt andet fire USB-porte, HDMI og en SD-kortlæser i fuld størrelse. ASUS har valgt at bruge sit eget strømstik, så du kan ikke bruge en strømforsyning med USB-C.
Tastaturet er udmærket med taster, der kan trykkes lidt dybere ned end gennemsnittet. Tasterne er belyst nedefra med hvidt lys, og det er nemt at aflæse tegnene.
Berøringsfølsom skærm
Du kan også styre computeren med fingrene på den berøringsfølsomme skærm. Desværre kan skærmen kun klappes cirka 135 grader op, så du må betjene skærmen, mens computeren står på bordet.
En af grundene til, at skærmen ikke kan vippes hele vejen rundt på bagsiden, er nok de mange køleriller i bunden. Computeren bliver varm, hvis rillerne er dækket til, og vi opgav hurtigt at sidde med computeren i skødet. Heldigvis sørger et par gummilister for at løfte computeren lidt, når den står på et bord.
Selv om computeren er bred, er der ikke noget numerisk tastatur. I stedet sidder der en stor højtaler på hver side af tastaturet, og det kan virkelig høres. ProArt P16 har en usædvanlig stor og fyldig lyd, og du kan godt være bekendt at vise en film på computeren uden at finde høretelefoner frem.
Vi testede en særdeles dyr og veludstyret udgave af ProArt P16, men den findes i flere modeller, og du kan spare over 30 procent, hvis du kan leve med blandt andet mindre ram og en svagere processor.


