I adskillige år har brugerne på Netflix kunne støtte sig til fem stjerner, når de skulle vurdere, hvorvidt en serie eller film var værd at se.
Dette anmeldelsessystem er nu i fuld gang med at blive udfaset, lyder det fra Todd Yellin, der er vicedirektør i Netflix.
I stedet for at give film og serier en bedømmelse på mellem én og fem stjerner, vil du fremover få mulighed for at give udtryk for, at du enten synes om eller ikke synes om den film, du netop har set - det gøres ved at klikke på enten ´tommel op´ eller ´tommel ned´.
Tilkendegivelserne bliver omregnet til et procenttal af, hvor mange som følte sig underholdt af den pågældende titel.
Fem stjerner er forældet
Den nye funktion har været testet i et par år i USA, og det enkle system har fået væsentligt flere brugere til at anmelde dét, de ser.
De mange anmeldelser gør det nemmere for Netflix at sortere indholdet og præsentere dig for relevante film og serier..
Netflix' nye anmeldelsessystem er i fuld gang med at blive rullet ud. Nogle brugere i Danmark vil allerede have oplevet den nye funktion.