Alle de store producenter af mobiltelefoner som Apple, Samsung og Huawei reklamerer stort for de avancerede kamerafunktioner, du får med deres mobile flagskibe.
Det gælder ikke mindst, at mobiltelefonerne ofte er udstyret med to kameraer - dual camera - på bagsiden i stedet for et enkelt.
De to kameraer bruges dog ikke på samme måde i alle telefoner, hvilket kan være lidt forvirrende. Derfor giver vi dig overblikket blandt markedets fem største producenter.
Apple iPhone 7 Plus, 8 Plus og iPhone X
I iPhone X og i Plus-modellerne bruger Apple to kameraer, hvor det ene er vidvinkel, mens det andet er tele.
De to kameraer kan benyttes individuelt, men bruges sammen i forbindelse med funktionerne Portrait Mode og Portrait Lighting.
Huawei P10, P10 Plus og Mate 9
Topmodellerne fra Huawai, P10, P10 Plus og Mate 9 er udstyret med to vidvinkelobjektiver, der kun fungerer sammen.
Det ene mobilkamera optager i farve, mens det andet optager i sort-hvid.
Billeder tages med begge kameraer på én gang, og den sort-hvide sensor har til hensigt at skabe flere detaljer i billedet, mens den anden sensor sørger for klare farver.
LG V30
Flagskibet V30 har to objektiver, hvor det ene er vidvinkel, mens det andet er teleobjektiv.
De to kameraer kan bruges hver for sig afhængigt af den brændvidde, man ønsker.
I tilstanden Cine Video, kan du zoome flydende uden synligt objektivskifte.
Nokia 8
Nokia 8 har to vidvinkelobjektiver, hvor det ene optager i farve, mens det andet optager i sort-hvid.
De to kameraer fungerer kun sammen. Billeder tages med begge kameraer på én gang, og den sort-hvide sensor har til hensigt at skabe flere detaljer i billedet, mens den anden sensor sørger for klare farver.
De to kameraer kan også bruges til at skabe en flot baggrundssløring.

Samsung Note 8 har ligesom de nyeste iPhone-modeller fået dobbeltkamera med både vidvinkel og teleobjektiv.
© SamsungSamsung Note 8
Den store Galaxy Note 8 mobiltelefon har både et vidvinkel- og et teleobjektiv.
De to mobilkameraer kan bruges hver for sig, afhængigt af den brændvidde, du ønsker, men fungerer også sammen for at skabe en flot baggrundssløring.
Selv om du skyder på tele, bruger telefonen også vidvinkel, så du efterfølgende kan lave en ny beskæring.