Pas på: Betal aldrig for opdateringer

I Googles Play Butik ligger hjælpsomme apps, der sørger for at holde din telefon opdateret mod betaling, men det er ofte rent svindel. Producent-opdateringer sendes nemlig gratis ud til telefonerne.

9. juli 2019 af Henning Dadkhah Rasmussen

Sikkerhedsfirmaet CSIS var for nylig ude med en advarsel til især alle ejere af smartphones fra Samsung. 

En app med navnet "Updates for Samsung" var blevet hentet mere end 10 millioner gange - det til trods for at man slet ikke behøver nogen app for at hente opdateringer til sin Samsung-telefon.

> Læs også¨: 8 gratis apps du bør have på telefonen

Lå frit tilgængelig i Play Butik

Appen lovede opdateringer til Samsung-telefoner, men i virkeligheden åbnede den gratis app en hjemmeside, hvor brugerne blev opkrævet betaling for ydelserne. 

Der er flere bekymrende ting i den adfærd. 

For det første er Samsungs opdateringer gratis via telefonens indstillinger, og for det andet er det kritisk, at appen overhovedet har fået lov at ligge i Googles officielle Play Butik. 

Krævede løbende betaling for opdateringer

Normalt, når gratis apps kræver betaling for en ydelse foregår det via Googles sikre betalingstjeneste, men i tilfældet med den tvivlsomme opdaterings-app skulle betalingen foregå på en hjemmeside, der intet havde med Google at gøre. 

Derudover var der ikke tale om en engangsbetaling, men en årlig ydelse på 250 kroner - med andre ord en lukrativ forretning for bagmændene.

Efter Aleksejs Kuprins fra CSIS har anmeldt appen til Google, er den blevet fjernet fra Play Butik.

Opdateringer er altid gratis

I skrivende stund findes der dog masser af andre apps, som lover opdateringer til forskellige mærker smartphones, men vi har ikke undersøgt, om de kræver betaling for ydelsen. 

Vores anbefaling er derfor, at du afholder dig fra at hente apps med det formål og i stedet går ind i Indstillinger på din telefon og søger efter opdateringer her. 

Det sikrer, at du kun får de opdateringer, som producenten har testet på din telefonmodel - og at du ikke kommer til at betale for noget, der i virkeligheden er en gratis tjeneste.

Måske er du interesseret i ...