110.000 USD eller ca. 730.000 kroner. Så mange penge er der gået ind på WannaCry-bagmændenes Bitcoin-konto siden deres enorme hackerangreb den 12. maj.
Det viser den seneste opgørelse fra twitter-kontoen Actual_ransom, der med et script følger indbetalingerne til de tre Bitocoin-konti, som hackerne bag WannaCry har oprettet.
Indbetalingerne stammer fra over 300 computere, som er inficeret med WannaCry - også kendt som WannaCry eller WannaCryptor - der har indvilliget i at betale for at få adgang til de krypterede data.
Læs også: WannaCrypt: Derfor var kæmpe ransomware-angreb farligt
Betaler løsepenge i Bitcoin
Ved et ransomware-angreb krypterer bagmændene din angrebne computer, så data er låst og utilgængelige. Først når løsesummen – som regel på ca 2000 kroner – betales i Bitcoin bliver adgangen til data åbnet igen.
WannaCry bredte sig ud i verden den 12. maj og ramte organisationer som Renault, Hitachi, Nissan, Deutsche Bahn og Bank of China.
Hackerne udnyttede et sikkerhedshul, der angiveligt er fundet af den amerikanske spiontjeneste NSA.