Som vi nok allerede havde på fornemmelsen er der tilsyneladende ingen nedre grænse for de kriminelles skruppelløshed.
Nu er de faldet så dybt, at de uden blusel misbruger det nylige dødsfald af den engelske dronning Elizabeth II til at fiske personlige oplysninger ud af intetanende ofre.
Pas på, hvis du modtager en mail fra "Microsoft"
Helt konkret foregår den nye svindel ved, at de kriminelle sender mails ud, som til forveksling ligner officielle mails fra Microsoft.
I mailen indbydes du til at besøge en mindeside i dronningens ære, hvor du kan skrive en hilsen på en virtuel væg.
Når du klikker på linket i mailen, skal du dog først logge på med din Microsoft-konto - og så føres du ind på en phishing-side, hvis eneste formål er at franarre dig login-detaljerne til din Microsoft-konto.
Den falske hjemmeside er endda i stand til at stjæle dine loginoplysninger, selvom du logger på din Microsoft-konto med tofaktorgodkendelse.
> Læs også: Svindlere hærger på Facebook og andre sociale medier

I fra-feltet i toppen ses det tydeligt, at mailen IKKE kommer fra Microsoft, selvom den til forveksling ligner firmaets officielle mails. Linket i mailen fører ligeledes til en falsk mindeside for den afdøde dronning.
Mere royal svindel på vej
Desværre er den nye svindelmail næppe en enlig svale.
Det britiske National Cyber Security Centre advarede således i sidste uge om, at dronningens død ville give anledning til en ny bølge af svindel, hvor dødsfaldet vil blive misbrugt til kriminalitet.
Det skyldes ifølge sikkerhedseksperter, at vi er mere tilbøjelige til at falde for diverse tricks fra svindlerne, hvis vi er følelsesmæssigt påvirket af en sag - fx et dødsfald, en krig, en epidemi eller en naturkatastrofe.
Derfor er anbefalingen herfra, at du helt undlader at reagere på enhver kommunikation, der omhandler dødsfaldet i den britiske kongelige familie.
> Læs også: Pas på phishing - her er de farligste tjenester