I dag starter Microsoft en ny kampagne, som skal modvirke den udbredte piratkopiering af software. Udover bannerannoncer og forskellige former for informationsmateriale vil Microsoft også bruge klassiske tegneserier, som et led i sin nye kampagne. Microsoft mener, at tegneserierne kan hjælpe med at få budskabet ud til et bredere publikum. Det skriver CNET.com.
Kampagnen informerer blandt andet om, hvordan produktaktivering fungerer, hvilke risici der er forbundet med piratkopieret software, og hvordan man kan kende forskel på ægte og forfalskede produkter. Trods flere tidligere kampagner fra Microsoft er det i dag mere end en tredjedel af alle programmer, der er piratkopier, viser en opgørelse fra amerikanske Business Software Alliance (BSA).