Tilbagebetaling af ransomware-pgene
Tilbagebetaling

En gruppe hackere vil nu betale sine ransomware-ofre tilbage med Bitcoin.

© Shutterstock

Dårlig samvittighed: Hackere betaler tilbage efter ransomware

Bagmændene i en ransomware-bande har fået dårlig samvittighed og hjælper nu sine ofre med at låse filer op og med at få løsesummer retur.

I en tid med COVID-19, nedlukkede samfund og konkursbegæringer, der falder som perler på en snor, er det vigtigt at vise omsorg og hjælpe sine medmennesker.

Det er lige præcis, hvad en gruppe it-kriminelle har gjort.

Om samfundssind spiller ind, ved vi ikke, men hackergruppen Ziggy har besluttet sig for at droppe de lyssky aktiviteter og i stedet hjælpe de ofre, de har udsat for ransomware.

Ziggy har ellers været flittige digitale gidseltagere og har i stor stil låst uskyldige menneskers filer mod krav om løsesum.

Men det er efter alt at dømme slut nu, og ofrene kan nu se frem til at få sine penge tilbage.

LÆS OGSÅ: Færre betaler ved ransomware, og flere bagmænd dummer sig

Låser filer op og betaler tilbage

Allerede tilbage i februar meldte Ziggy-banden, at de ville låse deres ofres filer op. Bagmændene udgav i den forbindelse dekrypteringsnøgler til alle ofre i en SQL-fil med 922 nøgler.

Årsagen var dengang, ifølge Ziggy selv, at de frygtede myndighederne, og at de havde dårlig samvittighed. Noget tyder på, at den samvittighed er blevet endnu dårligere siden, for nu tilbagebetaler gidseltagerne også den løsesum, ofrene har betalt.

Det er dog ikke ren Robin Hood, for det er ikke uden fortjeneste, at Ziggy hjælper sine ofre.

Pengene bliver betalt tilbage i form af kryptovalutaen Bitcoin, og det bliver til den værdi, Bitcoin havde, da løsesummen blev betalt af ofrene.

Bare for tre måneder siden var prisen på en Bitcoin godt 245.000 kroner, og i dag er den 368.000 kroner værd. Der er dermed formentlig tale om en fin fortjeneste for de samvittighedsfulde hackere alt efter, hvornår ofrene gav efter og betalte løsesummen.

LÆS OGSÅ: Alt du skal vide om Bitcoin

Hackede af nød

I et interview med mediet BleepingComputer forklarer hackerne fra Ziggy, at de var desperate, da de hackede uskyldige mennesker. 

De gjorde det for at overleve, forklarer de.

Angiveligt lever Ziggy-hackerne i et fattigt tredjeverdensland, og det har altså været af ren og skær nødvendighed, at de har lavet kriminalitet.

Bagmanden fra Ziggy forklarer sågar, at de har været nødt til at sælge deres huse, for at få råd til at tilbagebetale ofrene, og at banden nu vil skifte side og leve af at bekæmpe ransomware.

Ziggy er ikke den første hackergruppe, der pludselig får dårlig samvittighed. Gruppen Fonix lukkede tidligere på året også sine kriminelle aktiviteter, og ifølge Ziggy-bagmanden, har de to grupper et venskab, da de lever i samme land.

LÆS OGSÅ: Russiske superhackere bringer Garmin i knæ

Måske er du interesseret i ...