Kriminelle hackere har haft travlt de seneste uger: På tværs af Europa har forskningscentre meddelt, at deres supercomputere er blevet angrebet af hackere.
Det skriver sikkerhedsfirmaet ESET.
Fælles for angrebene har været, at det drejer sig om hackere, der installerer cryptomining-software på computerne. Cryptomining-software bruges til at høste Bitcoins og anden kryptovaluta.
Mange supercomputere bruges for tiden til at finde en kur eller vaccine imod coronavirus, men angrebet har tvunget flere af supercomputerne til at blive lukket ned.
Gerningsmænd stadig ukendt
Ifølge sikkerhedsfirmaet ESET er det endnu usikkert, præcist hvordan angrebene har ladet sig gøre, og forskere ved de forskellige supercomputere har endnu ikke dokumenteret, om angrebet er udført af én eller flere grupper af hackere.
Flere af computerne er allerede oppe at køre igen, men angrebet har betydet, at der skal udstedes nye kodeord til samtlige brugere.
Vil du gerne læse mere om supercomputernes jagt på coronavaccine, så læs vores artikel HER