Du har måske bemærket, at alting ikke ser ud, som det plejer på YouTube, hvis du i løbet af de sidste par dage har været forbi videotjenesten.
Google har nemlig rullet et helt nyt design ud og åbnet for en række nye funktioner til både computer og smartphone.
På startsiden er der sket små ændringer i form af et mere enkelt design, hvor søgebjælken og menuen i venstre spalte fylder mindre og giver plads til et fint overblik over forslag til relevante videoer og de senest afspillede videoer.

Sådan har YouTubes udseende ændret sig over årene. (Artiklen fortsætter under billedet).
© YouTubeSkift afspilningshastighed og videoer i højformat
I browserudgaven er der sket små forbedringer, så du blandt andet nu får forslag til andet relevant indhold, når du ser en video i fuldskærmstilstand.
Den såkaldte Mørk Tilstand er også officielt lanceret, men det er endnu ikke alle, der har adgang til den - det kan du dog få med dette smarte trick.
I mobilappen kan du fremover afspille videoer hurtigere - en funktion som ellers kun har været tilgængelig i browser-udgaven. Afspilningsvinduet vil desuden tilpasse sig det format, som videoen er optaget i - vinduet vil altså være i højformat, hvis videoen er optaget i højformat.
Opdateringer blev lanceret tirsdag, og den er blot den første af flere, som vil blive rullet ud i årets sidste fire måneder, afslører den produktansvarlige for YouTube, Neal Mohan, i et blogopslag.