Er du træt af to browsere, der kæmper om magten? Så slip for at se mere til Edge.

Slip for at dine links åbner i Edge

Selvom din standardbrowser er Chrome, åbner nogle links stadigvæk i Edge. Det er irriterende, men med et smart lille program kan du løse problemet i et snuptag.

11. september 2020 af Steffen Nielsen

Har du opdaget, at nogle links åbner i Edge, selvom du har Chrome som standardbrowser? 

Det sker fx med links, der åbner, når du afinstallerer programmer. Pludselig åbner Edge og du bliver bedt om at give en forklaring på, hvorfor du ikke længere holder af det afinstallerede program. 

En lignende oplevelse har du måske haft, hvis du har brugt Windows søgefelt til at søge på nettet. 

Links herfra åbner nemlig også i Edge. Det har Microsoft behørigt sørget for.

> Du kan ikke afinstallere Edge. Det har Microsoft også sørger for. Læs mere her

Specielle Edge-links

Grunden til, at Edge dukker op i tide og utide, er, at mange links er specialbygget til Edge. 

De har formatet "microsoft-edge:https://eksempel.com/" og kan som udgangspunkt slet ikke åbnes af andre browsere end Edge. 

Men der er godt nyt, hvis du finder det irriterende. 

Vi har fundet frem til programmet Edge Deflector samt tilføjelsen Chrometana. Dermed kan du helt omgå Edge, så også de specielle links åbner i din favoritbrowser Chrome.

Sørg for, at du har Chrome som standardbrowser

For at du overhovedet kan bruge vores lille trick, skal du have Chrome som din standardbrowser. Det sørger du for på følgende vis.

  1. Skriv Standardapps i Windows' søgefelt, og klik på linket Standardapps.
  2. Rul ned til Webbrowser. Hvis Chromes ikon vises, er alt ok. Hvis ikke skal du klikke på browser-ikonet og vælge Chrome i den oversigt over browsere, der åbner. Du har nu Chrome som standardbrowser.

Sådan omgår du effektivt Edge

Næste skridt er at sørge for, at også Edge-links åbner i Chrome. Det er her hjælpeværktøjerne kommer ind i billedet.

  1. Begynd med at hente programmet Edge Deflector i vores Fordelszone. Installer det, og genstart din computer.
  2. Hent nu desuden tilføjelsen Chrometana fra samme side. Vælg Tilføj til Chrome, når browseren åbner, og følg anvisningerne.
  3. Når du herefter første gang klikker på et "Edge-link", bliver du spurgt, hvordan du vil åbne det. Vælg Edge Deflector, og sæt markering ved "Brug altid denne app til at åbne..."

Fremover åbner alle dine Edge-links i Chrome, og du slipper for en ekstra browser i pc-hverdagen.

> Den nye Edge-browser har også fordele, som mange holder af. Har du ikke prøvet den nye Edge endnu, så se her hvordan du får den på din pc.

Måske er du interesseret i ...