Der findes masser af flotte temaer til Windows 10 - indbygget i styresystemet og på nettet.

Dit kodeord kan stjæles, når du installerer temaer i Windows

En sikkerhedsekspert har opdaget et nyt, alvorligt sikkerhedshul i Windows, som kan bruges til at stjæle din adgangskode til pc'en.

I Windows 10 medfølger en række indbyggede temaer, der skifter baggrund på Skrivebordet, ændrer farver på vinduer og giver dig nye ikoner, men det er også muligt at hente flere temaer på nettet.

Det sidste skal du nu være varsom med efter at sikkerhedseksperten Jimmy Bayne netop har opdaget et alvorligt sikkerhedshul i denne funktion.

Jimmy Bayne har tidligere opdaget en lang række fejl i styresystemet, som siden er blevet rettet i en opdatering fra Microsoft.

> Læs mere om Windows 10 her

Napper din kode i farten

Sårbarheden skyldes, at et hul i indstillingerne for temaer tillader at hente yderligere filer på nettet under installationen - fx en ekstra baggrund. 

Her kan en hacker eller temaets bagmand kræve, at du logger på serveren på nettet med din Windows-konto og kode, som du kan se herunder. 

Hacker afkræver kodeord for at installere tema i Windows 10

Temaet kræver, at du logger på en server med dine Windows-oplysninger.

Dermed vil du have udleveret brugernavn og kode til din pc og Windows.

I gamle dage ville en hacker dermed kun have adgang til at logge på din Windows-maskine, og det er ikke så alvorligt. 

Men med Windows 10 bruger mange en Microsoft-konto til at logge på computeren, og hvis den falder i de forkerte hænder, får en hacker også adgang til dit OneDrive, din email og alle andre tjenester fra Microsoft.

Sådan undgår du at blive ramt

Indtil sikkerhedshullet er lukket af Microsoft, bør du undlade at hente temaer til Windows 10 på nettet. 

Du bør også straks sørge for at din Microsoft-konto er sikret med 2-faktor godkendelse, så du både skal bruge en adgangskode og en engangskode via telefonen, når du logger på kontoen. 

Det vil effektivt slukke enhver hackers drøm om at overtage din konto.

Måske er du interesseret i ...