Huawei Android Mate Pro 30

Huawei Mate 30 og Huawei Mate Pro 30 lanceres i Kina den 27. september.

© Huawei

Huawei Mate 30: Skal du købe Huaweis nye supertelefon?

En imponerende skærm. Fine kameraer. Men også et stort spørgsmålstegn. Den nyeste Huawei-telefon vækker enorm opmærksomhed.

23. september 2019 af Steffen Nielsen

Hvis du alene ser på funktioner, udstyr og specifikationer på den nye Huawei Mate 30, virker det som en telefon, der nærmest kan flyve ved egen kraft. 

Den kinesiske gigants nye mobile topmodel har en spændende buet skærm i størrelsen 6,5 tommer og i opløsningen Fuld HD. 

Telefonen har fem forskellige kameraer og kan blandt andet optage i 4K og i ultra slow motion og med 45 gange zoom. 

Også batteriet er imponerende med 4,500mAh.

> Huaweis mobiler har længe begejstret vores anmelder. Forgængeren til Mate 30, Huawei Mate 20 Pro, fik topkarakter i Testzonen. Læs testen her.

Uden Play Butik, YouTube og Maps

Alt tyder på, at Huawei Mate 30 er en glimrende telefon. 

Men der er et stort men. 

Den verserende handelskrig mellem USA og Kina betyder, at Huawei ikke har lov at benytte Googles udgave af Android i nye telefoner, som firmaet bringer på markedet. 

Dermed må du i de nye Heawei-mobiler nøjes med en Open Source-udgave af Android. Og ikke nok med det. Heller ikke Google Play Butik og andre Google apps som YouTube og Google Maps er forudinstalleret på telefonen. 

Til gengæld vil telefonen indeholde Huaweis egen app-butik, som hedder AppGallery. At kalde det en butik er dog store ord, for endnu har den kun tre apps med bred appel: Amazon, Fortnite og video-app'en TikTok. 

Kan du klare dig uden Google Play Butik?

Flere populære apps kan nå at komme til, inden telefonen når til Danmark. Telefonen lanceres i Kina den 27. september og kommer først senere til Europa. Datoen er endnu ukendt.

Hvis du overvejer at investere dine sparepenge i den nye Huawei-telefon, kan du læse vores gennemgang af Googles brud med Huawei først.

> I artiklen her beskriver vi, hvad Googles krig med Huawei betyder for dig.

Den vejledende pris for Huawei-telefonen Mate 30 er 800 euro, hvilket svarer til næsten 6.000 kroner. Mate 30 Pro, som har 5G, koster 1.200 euro, som er knap 9.000 kroner.

Måske er du interesseret i ...