Taipei: Kunstig intelligens var nøgleordet, da Intel præsenterede næste genrations processorer, som kommer på markedet i de første pc'er allerede til efteråret.
10. generation Core-processorer - eller 10th Gen Intel Core Processors, som de hedder på engelsk, produceres meget passende med en teknologi på ti nanometer. Ti nanometer henviser til afstanden mellem lederne i processoren og det svarer til 20 siliciumatomer.
De nye processorer, også kaldet Ice Lake, er baseret på en helt ny arkitektur, og de omfatter en helt ny grafikmotor. De er stærke nok til at gøre kunstig intelligens tilgængelig i vores computere for første gang nogensinde .
Og i den nye generation af processorer skulle sikkerheden være i orden. Altså skal du ikke spekulere på det sikkerhedshul, som Intel ellers har kæmpet med på det seneste.
Kunstig intelligens
Ifølge Intel har Ice Lake op til 2,5 gange bedre AI-ydelse end de eksisterende processorer.
Grafikken er dobbelt så hurtig, og trådløs transmission går tre gange så hurtigt med fuld understøttelse af nye Wi-Fi 6 og Thunderbolt 3.
Med Intels Deep Learning Boost-teknologi kan computere med de nye processorer klare vanskelige opgaver som f.eks. at fortolke et bevægeligt billede og genkende ting eller personer. Teknologien kan bruges til bedre talegenkendelse eller til oversættelse mellem forskellige sprog i realtid.
De nye processorer er allerede begyndt at blive fremstillet i Intels fabrikker i Israel, og de første computere med Ice Lake-processorer skulle dukker op lige før julehandelen i år.