Acer Helios 700 med tastaturet trukket ud

Tastaturet på Helios 700 kan trækkes ud, så den kraftige computer kan slippe af med varmen.

© Acer

Monster-pc med genial detalje

Den nye bærbare computer Helios 700 fra Acer er vanvittigt hurtig - og så byder dens tastatur på en lille, overraskende genistreg.

17. april 2019 af Rasmus Udsholt

New York: Hvis du nogensinde har haft fingrene i en kraftig bærbar pc - beregnet til passionerede computerspillere eller folk, der arbejder med tung grafik og video - så ved du også, at sådan én har to kendetegn: 

Den er temmelig stor, og så bliver den meget varm, når dens processor og grafikkort bliver sat på hårdt arbejde. 

Men på Acers årlige pressekonference i New York midt i april præsenterede pc-producenten en smart løsning på varmeproblemet. 

Tastaturet kan trækkes ud 

Acers splinternye muskel-pc Predator Helios 700 er nemlig udstyret med et helt nytænkt tastatur, der let kan trækkes ud, så de hårdtarbejdende pc-komponenter ikke længere er lukket helt inde. 

Komputer for alles udsendte prøvede pc'en på konferencen, og konceptet virkede ganske glimrende: Det er nemt at trække tastaturet mod dig selv. På den måde er der straks fri passage for luft ind og ud af computeren, så processoren og grafikkortet kan slippe af med varmen. 

Det betyder, at systemet er stille og køligt selv under hårdt pres. Samtidig glider tastaturets forreste del med musepladen skråt nedad, så den fungerer som en glimrende håndledsstøtte. Dét er en detalje, vi godt kunne tænke os indbygget i flere bærbare, for det gør pc'en markant mere behagelig at arbejde med.

Tastaturet på Helios 700 kan trækkes ud, så den kraftige computer kan slippe af med varmen.

© Rasmus Udsholt


Kraftig, stor og meget dyr

Der er en god grund til den nytænkende kølefunktion, for Helios 700 er spækket med splinterny og kraftig indmad: Processoren er en 9. generation Intel Core i9, grafikkortet er et NVIDIA GeForce RTX 2080 og pc'en rummer op til 64 GB DDR4-hukommelse.

Det er nok også en tilsnigelse at kalde computeren for "bærbar", for den vejer faktisk hele 4,5 kilo og måler 43 x 29,9 x 4,17 cm (ja, den er over fire centimeter tyk).

Acer oplyser, at Helios 700 kommer på markedet i Europa i løbet af juni 2019 til en pris på 19.499 kroner.

Måske er du interesseret i ...