AnalogTV

YouSee lukker for analogt tv

Så er det lige om lidt, YouSee slukker for de sidste analoge tv-kanaler. Tirsdag d. 9. februar kan du ikke længere se DR1, hvis dit tv ikke kan modtage digitalt signal.

Har du endnu ikke fået udskiftet dit gamle billedrørs-tv med et digitalt, eller investeret i en digital boks, er det ved at være sidste udkald. I hvert fald, hvis du får dit tv-signal fra YouSee.

Tirsdag 9. februar slukker YouSee nemlig for de sidste analoge kanaler, og går over til rent digitalt signal. Det betyder at blandt andre DR1, TV2, TV3 og Discovery Channel ikke længere vil kunne ses på fjernsyn, der ikke understøtter det digitale format MPEG-4. Vær for øvrigt opmærksom på, at det ikke er alle ældre fladskærme, der understøtter dette format.

Overgangen til digitalt tv har været i gang længe, og allerede i starten af 2014 gik YouSees konkurrent Stofa helt over til digitalt signal. En anden stor kabel-tv-udbyder, Waoo, tilbyder dog stadig analog tv, men det er ikke alle, der kan modtage tv fra dem.

Årsagen til, at der skiftes til digitalt signal er, at digitalt tv kræver mindre båndbredde at overføre end analogt, så på den måde bliver der ”bedre plads i kablerne” til internet og anden data-trafik.

YouSee har lavet en lille video, der hjælper dig med at finde ud af, om du ser analogt tv. Se den HER.

Måske er du interesseret i ...