Sony VOD

Lej film fra sofaen

På IFA-messen i Berlin har Sony annonceret en ny video-on-demand-tjeneste, der betyder at du kan leje de nyeste film uden at forlade hjemmet.

6. september 2010

Med din Sony-fjernbetjening i hånden kan du nu snart klikke dig frem til de nyeste spillefilm i Full HD-opløsning, og du slipper naturligvis for at bekymre dig om aflevering af filmene. På IFA-messen i Berlin kunne Sony præsentere et nyt tiltag med navnet Qriocity, der er en streamingtjeneste, hvor du med et netværkstilsluttet Sony Bravia-tv eller en Blu-ray-afspiller med netværksadgang fra Sony kan se film over din internetforbindelse. Filmene bliver tilgængelige samtidig med at de frigives på dvd og Blu-ray, og når du lejer en film skal den ses inden 14 dage. Når du først har begyndt afspilningen, har du 24 timer til at se filmen færdig.

Tjenesten har været tilgængelig i USA siden april, og nu lanceres tjenesten til efteråret i Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien. Den skulle komme til Danmark på et tidspunkt, men det er endnu uvist hvor længe vi må vente. Til gengæld virker tjenesten på alle Sonys Bravia-modeller og netværks-Blu-ray-afspillere, som er solgt i 2010, så du behøver ikke investere i nyt udstyr. Udover Sonys eget filmselskab er alle de store selskaber med, så indholdet bliver massivt.

Måske er du interesseret i ...