Borderlands

Alle problemer kan løses med tilstrækkelige mængder vold. Det lader til at være mottoet i Borderlands, hvor det at bruge sin patron nummer 10.000 udløser ekstra erfaringspoint.

Spillet kalder sig selv for et Role Playing Shooter – altså et skydespil med en snert af rollespil, og det lever til fulde op til den titel. Du en lykkeridder, lejesoldat eller skattejæger, der pisker hen over ødemarken på planeten Pandora. Din baggrund er mere eller mindre irrelevant. Du har ingen venner, meget få bekendte, og alt, der bevæger sig uden for de små enklaver af bysamfund, der befinder sig enkelte steder, er en gyldig undskyldning for at donere en heftig mængde bly til miljøet.

Den grafiske del af spillet kræver lidt tilvænning. Alle figurerne og ting er behandlet på en måde, der giver spillet lidt af en tegneserieagtig udtryksform. Der er dog på ingen måde noget tegneserieagtigt over mængden af den vold, man oplever, når man først trykker aftrækkeren på sine våben i bund. Men i modsætning til andre spil, hvor man måske godt kan få en lidt dårlig smag i munden over mængden af blod, så gør netop den grafiske stil, at man mest morer sig. Det ligger ligesom til spillets stil at trække på skuldrene og kaste den næste granat.

Masser af våben
En af spillets detaljer er, at ingen våben ligner hinanden. Man oplever et væld af forskellige våbendesign, sigtekorn samt specielle effekter. En gal våbensmed har oven i købet skruet knivsblade og øksehoveder på enkelte af våbnene, der gør det muligt at filetere monstrene, hvis de kommer for tæt på.

Så selv om historien er lidt vandet, oplever man ikke på noget tidspunkt at blive træt, mens man spiller den igennem. Som en af fire arketyper stiger du i niveau som i andre spil i rollespilsgenren og har mulighed for at bestemme, i hvilken retning din karakter skal udvikle sig, imens du pløjer dig igennem fjenderne og finder nye og voldsommere våben.

Et af spillets forcer er det såkaldte co-op multiplayer, hvor du online kan samarbejde med op til tre andre om at løse spillets missioner. Monstrene bliver så mere udfordrende og belønningerne bedre. Når først man har spillet sammen med andre, føler man sig lidt alene i verden, hvis man vælger at gå tilbage til soloeventyret.

Spillet er en solid action­oplevelse med en snert af rollespil. Historien er langt hen ad vejen irrelevant, men det gør egentlig ikke så meget – for det er de mange våben samt det at kunne spille sammen om at plaffe alt inden for rækkevidde ned, der trækker.