Amazon Fire Phone

Virtuelt varehus ind i mobilkampen

Gigantfirmaet Amazon.com har nu lanceret deres helt egen smartphone. Telefonen har blandt andet indbygget 3D-effekt i skærmen.

19. juni 2014

Nu får Apple og Samsung konkurrence fra en noget uventet kant. Det er nemlig internet-varehuset Amazon.com, der lancerer en helt ny smartphone kaldet Amazon Fire Phone.

Telefonens kanter er af gummi, så du har en godt greb og kan betjene den med en hånd. På siden har telefonen en ”firefly”-knap, der er en genvej til en ny funktion kaldet Firefly. Firefly er et program som Amazon selv har udviklet. Programmet bruger telefonens kamera og kan scanne objekter og vise informationer om dem. Programmet kan også genkende film og musik.

Men den helt store funktion er 3D-effekten i smartphonens skærm. Amazon kalder det for ”dynamic perspective”, hvilket betyder dynamisk perspektiv. På forsiden af telefonen, er der hele fem kameraer, hvoraf fire bruges til at følge dit hoveds bevægelser, så billedet på telefonen ser ud til at være i 3D og bevæger sig, når du bevæger telefonen.

Amazon Fire Phone er udstyret med Amazons eget styresystem kaldet Fire OS. Systemet er bygget op om android og indeholder flere af Amazons egne apps og programmer.

I første omgang kommer telefonen ikke til Danmark, men er kun tilgængelig i USA. Her kan den købes fra den 25. juni til en pris på cirka 3.500 kroner.

Måske er du interesseret i ...