Google Play Store

Smart trick: Undgå dyre dataregninger på ferien

Det kan hurtigt blive dyrt at tage din mobiltelefon med på ferie i udlandet. Se her, hvordan du undgår en stor regning med din iPhone eller Android-telefon.

7. juli 2016 af DAU

Alle de apps, som du har på din mobiltelefon, er indstillet til at opdatere sig selv automatisk. Det er smart når du er på et netværk eller befinder dig i Danmark, hvor datatrafikken ofte er en del af dit abonnement, og derfor ikke koster ekstra.

Hvis du er på ferie i udlandet, kan det dog hurtigt blive en dyr fornøjelse. Priserne for dataforbrug i udlandet kan svinge fra uændret til over 100 kroner pr. megabyte, afhængigt af, hvilket land du befinder dig i.

Hvis du vil undgå en ubehagelig overraskelse og en stor regning, skal du derfor slå opdateringer af apps fra på din smartphone. Her viser vi, hvordan du gør på en iPhone og en telefon med Android.

Sådan slår du opdateringer fra på en iPhone:

1. Åbn Indstillinger. 2. Tryk på iTunes & App Store. 3. Under Automatiske overførsler finder du punktet Opdateringer. 4. Tryk på skydeknappen til højre for Opdateringer for at slå funktionen fra. Knappen skifter farve fra grøn til grå.

Husk, at slå opdateringer til, når du kommer hjem fra udlandet.

Sådan slår du opdateringer fra på en telefon med Android:

1. Åbn Play Butik på dit Android telefon eller tablet. 2. Tryk på knappen de tre vandrette linjer i øverste venstre hjørne. 3. Tryk på Indstillinger. 4. Under Generelt trykker du på Opdater apps automatisk. 5. Vælg Undlad at opdatere apps automatisk.

Når du kommer hjem fra udlandet, skal du huske at skifte tilbage til Opdater kun apps automatisk via Wi-Fi.

Måske er du interesseret i ...