Data Manager app

Smart app: Få styr på dit dataforbrug

Hvis du er på ferie i udlandet er der særlig grund til at holde øje med dit dataforbrug, hvis du vil undgå en stor ubehagelig regning fra dit mobilselskab.

13. juli 2016 af DAU

Uanset hvilket mobilabonnement du har, er det en god idé at holde øje med, hvor stort dit dataforbrug er, og hvordan det er fordelt. Det gør det nemt for dig at se, om du er på vej til at overskride de grænser, som dit abonnement tillader, før du skal betale ekstra for forbruget.

Du skal være særlig opmærksom når du bruger din mobiltelefon i udlandet, da det kan koste over 100 kroner per MB data i nogle lande. Med en smart lille app på din telefon, kan du nemt holde øje med dit forbrug.

Hvis du har en Android-telefon, kan du installere "Data Manager". Det er en simpel app, som viser dit forbrug på trådløst netværk, mobilt netværk og dataforbindelser i udlandet (roaming). Du kan også se, hvilke apps, der er de største syndere når det gælder dataforbrug.

"Data Manager" kan installeres gratis via Google Play Butik. Hvis du har en iPhone, kan du i stedet gå i App Store og hente "My Data Manager".

Sådan bruger du Data Manager:

1. Åbn Data Manager. Under fanen General kan du nu se dit daglige og månedlige dataforbrug over:

  • Wi-Fi (trådløst netværk)
  • Mobile (mobilt netværk)
  • Roaming (dataforbrug i udlandet)

2. Tryk på Applications i toppen af appen.

3. Listen viser her hvilke apps, der har haft det største dataforbrug på din telefon.

Måske er du interesseret i ...