Skærmen kan hurtigt gå i stykker, hvis du taber den på jorden.

En flækket skærm kan i fremtiden blive en saga blot med et nyt skærmmateriale, som er udviklet på University of California.

© Shutterstock

Mobiltelefonens skærm kan reparere sig selv

I fremtiden behøver du hverken beskytte skærmen på din telefon eller betale i dyre domme for at få skiftet glasset, hvis skærmen går i stykker, for forskere har udviklet et skærmmateriale, der kan reparere sig selv.

19. oktober 2017 af Mathias Alsted Lund Flinck

Du kan beskytte den med et omslag og skærmfilter, men der skal blot et uopmærksomt og klodset øjeblik til, før du taber din mobiltelefon, og skærmen får et "flot", splintret udseende. 

Scenariet er et mareridt for de fleste iPhone- og Androidejere, for det kan snildt koste mere end 1.000 kroner at udskifte skærmen. Frygten for en smadret skærm og en dyr regning kan ganske givet blive aldeles irrationel i fremtiden.

Forskere ved University of California har nemlig udviklet et nyt skærmmateriale, der kan lappe sig selv. I forsøgene flækkede forskerne materialet i to dele, og i løbet af 24 timer havde skærmen samlet sig selv igen. 

Kemi samler skærmen

Skærmmaterialet består af strækbart polymer og salt, som skaber en reaktion, hvor ioner og molekyler tiltrækker hinanden. Forbindelsen er så stærk, at når materialet går i stykker, vil de kunne trække sig sammen og "hele" materialet.

Det er første gang, at forskere er lykkedes med at udvikle et materiale, der både kan reparere sig selv og lede elektricitet, hvilket vil være oplagt til både mobiltelefon-skærme og -batterier.

Holdet bag forudsiger, at teknologien vil findes i de første mobiltelefoner i 2020. Der er allerede visse LG-telefoner, fx G Flex, som har bagsider af lignende selvhelende materialer, men disse kan ikke lede elektricitet.

Måske er du interesseret i ...