nyheder/IP-telefoni.jpg

Flere bruger IP-telefoni

Siden 2005 er antallet af brugere af IP-telefoni steget med 300.000, og mere end 525.000 danskere bruger nu internettet til private telefonopkald.

Tallene stammer fra IT- og Telestyrelsens nye undersøgelse af danskernes brug af IP-telefoni i privaten. Undersøgelsen viser også, at yderligere 485.000 regner med at bruge internettet til telefonopkald i løbet af de kommende seks måneder, og at flere end tre mio. danskere kender til eller har hørt om IP-telefoni.

31 procent af dem, der i undersøgelsen svarede, at de ikke bruger IP-telefoni, giver som grund, at de er tilfredse med deres nuværende abonnement. 17 procent har ikke IP-telefoni, fordi det er for besværligt, mens 11 procent gav som begrundelse, at de ikke ringer så meget. Kun 6 procent mente, at kvaliteten var for dårlig.

Undersøgelsen er en gentagelse af en lignende undersøgelse fra april 2005. Dengang brugte mindst 200.000 IP-telefoni, og yderligere 660.000 forventede at bruge IP-telefoni inden udgangen af 2005.

"Vi kan se, at langt fra alle der i 2005 forventede, at de ville bruge IP-telefoni, rent faktisk er kommet i gang endnu. Alligevel har der været en meget stor vækst i antallet af brugere, og alt tyder på, at der også fremover vil være mange nye brugere af IP-telefoni," siger direktør i IT- og Telestyrelsen Jørgen Abild Andersen.

Måske er du interesseret i ...