android

Danskerne vælger Android over Apple

Der bliver langet dobbelt så mange Android-telefoner over disken som iPhones, og især Samsung er et hit i de danske butikker.

Der bliver spejdet ekstra meget efter en lille grøn robot, når danskerne går ud for at købe ny telefon. Den grønne robot er nemlig logo for Googles styresystem, Android, der i årets første seks måneder har solgt dobbelt så mange smartphones som konkurrenten Apple.

Mellem januar og juni er det blevet til hele 861.000 Android-telefoner, mens Apples kun har solgt 407.700 eksemplarer af sin iPhone, viser tal fra analysehuset IDC. Blandt Android-telefonerne er det store hit Samsung, der har solgt over en halv million eksemplarer i perioden.

En af årsagerne til Androids succes er, at de danske teleselskaber hellere vil sælge telefoner med Googles styresystem, fordi de er lettere at arbejde sammen med end Apple, som har ry for at være en besværlig samarbejdspartner med mange krav, vurderer analysechef Anders Elbak til dr.dk.

Det er ikke kun i Danmark, at Apple får baghjul af konkurrenten. På verdensplan bruger 80 procent af alle smartphones Googles styresystem, viser de seneste tal fra analysehuset Gartner.

Måske er du interesseret i ...