Mobil betaling

Betal uden at låse op for telefonen.

© Shutterstock

Betal med MobilePay uden at låse op for telefonen

103 Kiwi-butikker gør betaling nemmere – flere butikker følger trop i løbet af året.

11. april 2017 af Mikkel Jacobsen

Du skulle egentlig bare lige have et par hurtige småting i butikken, men kunderne foran dig i køen fumler så utrolig meget med deres telefoner, at deres Mobilepay-betalinger tager, hvad der føles som hele dagen.

Heldigvis har dagligvarekæden Dagrofa, der ejer supermarkederne Kiwi, Meny, Spar, besluttet at indføre endnu nemmere betaling med Mobilepay-appen. 

I 103 Kiwi-butikker vil det fremover være muligt at betale med Mobilepay uden at låse op for telefonen. Du skal blot vifte telefonen foran sensoren ved kasseapparatet.

Helt styr på sikkerheden

For en sikkerheds skyld er der en beløbsgrænse på 250 kroner. Overskrides den, skal telefonen låses op og købet godkendes, som du plejer. 

En lignende beløbsgrænse på 200 kroner sørger for sikkerheden på de kontaktløse Dankort.

Og for en ekstra sikkerheds skyld vil du efter fem betalinger med låst telefon blive bedt om at låse op ved den sjette betaling.

Dagrofra satser på at indføre betalingsløsningen i resten af sine butikker i løbet af de kommende måneder.

Måske er du interesseret i ...