Samsungs nye Galaxy S8 er en særdeles spændende telefon.

Samsung virker til at have ramt plet med den nye Galaxy S8, der meget vel kan blive årets bedste telefon.

© Samsung

Samsung Galaxy S8: Muligvis årets bedste telefon

Komputer for alles nyhedsredaktør var med i London, da Samsung lancerede det nye flagskib Galaxy S8 – læs om de første indtryk her.

30. marts 2017 af Mathias Alsted Lund Flinck

Samsungs telefon-flagskibe har de seneste år været blandt de bedste telefoner på markedet, og den tradition ser ud til at fortsætte med Samsung Galaxy S8.

Mit bud er, at den nye Galaxy-telefon er et særdeles godt bud på årets bedste telefon – konkurrenter skal i hvert fald diske op med noget enormt spændende, hvis ikke Samsung skal løbe med dén titel.

Mindre ramme giver mere skærm

Det minder om kærlighed ved første blik. Skærmen på den ”lille” 5,8 tommer Samsung Galaxy S8 går næsten fra kant til kant. Den er passet ind mellem to tynde bjælker i toppen og bunden, men det er imponerende, hvor stor skærmen virker.

Skærmen har desuden formatet 18,5:9, som ikke er matematisk volapyk, men rent faktisk har en effekt. Formatet er nemlig afpasset med adskillige video- og streaming-tjenester, så du kan se film helt uden sorte bjælker i siderne.

Jeg nåede at få et hurtigt smugkig på den del, og det er en lille detalje, som flittige videoseere vil få stor glæde af det.

Sikkerhed i øjenhøjde i Samsung Galaxy S8

Samsung Galaxy S8 bruger iris-scanner

Ansigtsgenkendelse og iris-scanneren supplerer fingeraftrykslæseren, der sidder bagpå telefonen.

© Samsung

Ofte er det små, smarte funktioner, som for alvor gør livet med en smartphone nemmere. Fingeraftryksscanneren er for mig et helt essentielt værktøj, der på sikker vis erstatter de massevis af kodeord, som ingen kan huske.

Den teknologi bliver nu flankeret i Samsung Galaxy S8 med både iris-scanner og ansigtsgenkendelse, som umiddelbart virker hurtigere og mere sikkert end at scanne fingeraftrykket. Iris-scanneren er den mest sikre af de to, men den kan ifølge Samsungs folk være udfordret, når brugeren har briller eller kontaktlinser.

Det kan ansigtsgenkendelsen dog klare, og jeg har i forbindelse med lanceringen set, at det er en hurtig måde at aktivere telefonen på – også hurtigere end de fingeraftrykslæsere, jeg selv har prøvet.

Fra telefon til computer

Galaxy S8 er koblet til en skærm med DeX,

Sådan ser det ud, når Galaxy S8 er koblet til en skærm med DeX, der minder om en klassisk dockingstation.

© Samsung

Samsung Galaxy S8 er på papiret en særdeles kraftfuld maskine, der sagtens kan bide skeer med en række computere, og med tilkøbet af dockingstationen DeX (1.190 kroner) kan du nemt forvandle telefonen til en arbejdsstation med tastatur, mus og ekstern skærm.

Løsningen er set med andre smartphones fra blandt andet Acer, men i Galaxy S8’s tilfælde virker tilkoblingen gennemført. 

Styresystemet ser ud til fint at tilpasse sig den større skærm, og jeg kan efterhånden godt se fidusen i at spare computeren og kaste indholdet fra telefonen op på en computerskærm.

Samsung Galaxy S8 i butikkerne til april

Samsung Galaxy S8 og S8+ kan forudbestilles allerede nu, kommer i butikkerne den 28. april, og priserne starter ved 6.199 kroner for en Galaxy S8 og 6.999 kroner for en Galaxy S8+.

Vi er allerede i fuld gang med at teste telefonen, så følg med her på vores hjemmeside, Testzonen og Facebookside, hvis du vil læse anmeldelsen. 

Læs mere om de nye telefoner her

Måske er du interesseret i ...