Samsung Galaxy S8 sort forfra og bagfra

Samsung producerer nogle rigtig lækre telefoner. Måske skal du overveje at skifte din iPhone ud.

© Samsung

Så nemt kan du skifte mobiltelefon fra iPhone til Android

Har den nye Samsung Galaxy S8 fået dig til at overveje at skifte side? Samsung har gjort det super nemt, at få dine data med fra din iPhone til din Samsung - eller en anden Android-mobiltelefon.

31. maj 2017 af Emil Maischnack Jensen

Har du - som Komputer for alles anmelder - set dig lun på den nye Samsung Galaxy S8, kan alene tanken om at skifte fra iPhone være angstprovokerende. 

Du skal vænne dig til et nyt styresystem, kan du overhovedet finde ud af at bruge den - og hvad med alle de kontakter, billeder, mails og sms'er, du har på din gamle iPhone?

Skifter du fra iPhone til en Samsung - eller en anden Android-telefon - behøver du dog ikke bekymre dig synderligt om det sidste. 

Med appen Samsung Smart Switch er det nemlig let at skifte side i den store smartphonekrig.

Læs også: 5 ting Samsung Galaxy S8 gør bedre end iPhone 7

Overfør data fra iPhone til Android via WiFI eller kabel

Med app'en Samsung Smart Switch, som kan hentes gratis i Google Play Store, kan du koble din nye Android-telefon sammen med din gamle iPhone enten via kabel eller WiFi. 

Så kan du let overføre dine data med få klik og ganske kort ventetid.

Du kan med fordel klare overførslen, mens du er koblet til WiFi, så du ikke bruger unødig datatid på din mobiltelefon.

Skal du skifte den anden vej - fra Android til iPhone, har Apple en tilsvarende app til dig.

Disse Android-mobiler understøttes af Samsungs app

Samsung Smart Switch understøtter udover Samsungs egne mobiltelefoner de fleste Android-telefoner fra fx HTC, LG, Sony, Huawei, Lenovo, Motorola mfl. som kører Android 4.0 eller nyere.

Dog kan der være modeller fx af ældre dato, hvor app'en ikke fungerer. Læs detaljerne i Google Play, før du kaster dig ud i projektet. 

App'en kan også hjælpe dig, hvis du har en Windows Phone eller en Blackberry.

Måske er du interesseret i ...