LGG4

96,8 procent bruger Android eller iPhone

De seneste tal fra analysefirmaet Gartner viser, at forbrugerne fortsat foretrækker styresystemet Android, når de skal købe ny telefon, men iPhone er også ganske populær.

20. august 2015

Købte du en ny smartphone i perioden april-juni i år, er der overvældende stor sandsynlighed for, at du købte en Android-telefon. Købte du en Windows-telefon, tilhører du til gengæld en forholdsvist lille klub.

Analysefirmaet Gartner har netop udsendt en opgørelse over, hvor mange mobiltelefoner der er solgt i andet kvartal af 2015. Tallene viser at der stadig sælges klart flest telefoner med styresystemet Android, på trods af en lille tilbagegang i den procentvise markedsandel i forhold til samme kvartal, sidste år.

82,2 procent af alle solgte telefoner i perioden april-juni havde Googles Android-styresystem installeret, imens Apples iOS var at finde på 14,6 procent af telefonerne. Begge styresystemer ser en fremgang i salgstallene, men hvad markedsandel angår, går Android 1,6 procentpoint tilbage, imens iOS går frem med 2,4 procentpoint.

På trods af at Microsoft har solgt lidt flere Windows-telefoner i andet kvartal af 2015 end i samme kvartal i 2014, må de se deres markedsandel svinde ind fra 2,8 til 2,5 procent.

Styresystemet BlackBerry, der har været meget populært i blandt andet USA og England, ser som det eneste af de store styresystemer en tilbagegang i antallet af solgte enheder. De har næsten halveret deres salgstal, og går fra en markedsandel på 0,7 til 0,3 procent.

Måske er du interesseret i ...