HTC Wildfire

Android større end iPhone

Googles styresystem til mobiltelefoner, Android, har nu overhalet iPhone her i Danmark. I juli blev der solgt flere telefoner med Android end Apples iPhone.

24. august 2010

7,2 procent af alle danskere mellem 18-70 år har en mobiltelefon med Googles styresystem Android liggende i lommen - eller 271.000 personer. Det viser en ny undersøgelse fra Analyse Danmark. Til sammenligning ejer 6,9 procent eller 260.000 danskere den meget medieomtalte iPhone, og dermed har Google Android overhalet Apples berøringsvenlige mobiltelefon, der sælges med Apples eget styresystem.

Undersøgelsen er lavet blandt 6.737 personer på Analyse Danmarks onlinepanel DK-panelet, og resultatet kommer samtidig med at der er flere mobiltelefoner på markedet end nogensinde med Googles styresystem. Så godt som alle mobiltelefonproducenter har modeller i sortimentet med Android; blandt andet Nokia, Sony Ericsson, Samsung og HTC (som på billedet). Det overraskende er måske, hvor hurtigt Google har indtaget føringen, for det er ikke meget mere end et år siden vi så de første modeller med styresystemet på det danske marked.

Måske er du interesseret i ...