Excel

Sådan bruger du skabeloner i Excel

Få hurtigt styr på husholdningsbudgettet, læg en aktivitetsplan for din kommende ferie eller et regnskab for familiefesten. Excel kan klare et væld af muligheder, og det hele ligger let tilgængeligt i form af skabeloner.

1. september 2016

Det tager ingen tid at få styr på et væld af livets aspekter med Excel, for programmets skabeloner gør det helt enkelt at få overblik over sin økonomi, ferieplanerne eller en tjekliste til de huslige pligter.

Skabelonerne finder du straks, når du åbner programmet. Her kan du under oprettelsen af en tom projektmappe og en velkomst til Excel vælge en af de mange forskellige skabeloner - og de bliver løbende opdateret.

Kan du ikke umiddelbart spotte den skabelon, du skal bruge, så er der øverst både søgefelt og en række populære kategorier med massevis af skabeloner.

Det kan skabelonerne: Ferieplanlægger - Ferieplanlæggeren, som i øjeblikket ligger blandt de foretrukne skabeloner, hjælper dig med at få styr på hele din kommende rejse. Du kan eksempelvis holde styr på rejsedeltagernes personlige informationer, samtlige detaljer om ud- og hjemrejse med fly, hvor I skal overnatte, og hvad I skal lave på ferien.

Familiebudget - Familiebudgettet gør det nemt at få et overblik over familiens økonomi. Budgettet har en række standardiserede poster for dine månedlige indtægter og udgifter. Du kan desuden nemt tilføje udgifts- og indtægtsposter for at skabe et detaljeret og retvisende budget.

Løbelog - Løbeloggen er et glimrende værktøj til dem, der holder styr på, hvor meget de slider løbeskoene på skovstier og landeveje. Angiv løbende, hvor langt du har løbet, og hvor meget tid du har brugt på din løbetur, og så samler skabelonen selv en månedlig oversigt over dine aktiviteter. Du får desuden et par grafer, som skaber et fint overblik over dine præstationer.