nyheder/konkurrence_145.jpg

Vi er ikke gode nok til at passe på vores kodeord

"Historier fra danskernes it-hverdag" afslører, at vi slet ikke er gode nok til at passe på vores kodeord og sikkerhed i forbindelse med handel på internettet. Blandt de mange indleverede historier om it-sikkerhed er vinderen fundet.

25. november 2008

Mange af de historier der blev indleveret til den "Nationale it-sikkerhedskonkurrence" viste at mange danskere ikke beskytter deres personlige oplysninger og dermed gør det let for it-kriminelle at stjæle passwords og kontooplysninger. Man kan lære meget af at læse de forskellige historier.

Vinderhistorien er indsendt af Jesper Madsen og handler om, hvordan han en dag oplevede, at en hacker brød ind på hans computer og stjal alle hans passwords. Fordi han havde et tekstdokument på computeren, der hed “koder”, kunne hackeren slette filer, bryde ind i hans e-mail- og msn-konto og desuden skrive indlæg i hans navn på et stort forum. Konsekvensen blev, at hans e-mail-konto var tabt, og at han blev midlertidig udelukket fra forummet. Som Jesper erfarede, skal man ikke gemme alle kodeord centralt, ligesom det anbefales at have forskellige passwords til forskellige websites.

I en anden historie klikkede Jesper Thygesen sig ind på en tilsyneladende troværdig webshop, der solgte hardware. Her købte han sin vare og betalte med Dankortet. Senere fandt han ud af, at webshoppen ikke eksisterede, og at der var blevet hævet for næsten 10.000 kr. på hans kort fra diverse tøj-, og pornosider. Heldigvis kunne han forklare situationen for banken, men fremover vil han være mere påpasselig med, hvem han giver sine kontooplysninger til.

Netop beskyttelsen af personlige oplysninger er et gennemgående tema i de mange indsendte historier, og der er flere gode råd fra bruger til bruger. F.eks. foreslår Jan Vinther, at man behandler passwords på samme måde, som man behandler sin tandbørste:

  • Man deler den ikke med andre
  • Man skifter den 4-5 gange årligt
  • Man køber én, der ikke ligner andres
  • Man smider den ud, hvis man taber den

Måske er du interesseret i ...