Donald Trump skifter sin Android-telefon ud med en sikkerhedsgodkendt smartphone
© Trump Evan El-Amin / Shutterstock Inc.

Trump skifter Android ud med sikker telefon

USA’s nye præsident skifter sin Android ud med en ny telefon, der er strippet for en lang række funktioner af sikkerhedsmæssige årsager.

23. januar 2017 af Christian Slot

Da USA’s nykårede præsident, Donald Trump, fik nøglerne til Det Hvide Hus, skiftede han samtidig sin Android-telefon ud med en anden og mere sikker model.

Det skriver The New York Times.

Det er Secret Service, der blandt andet har til opgave at beskytte USA’s præsident, der har opfordret Trump til at skifte model. 

Den ny telefon er krypteret og har et andet nummer som kun ganske få kender.

Intet kamera

Det er ikke offentliggjort, hvilket mærke den ny telefon bærer.

Men amerikanske medier skriver, at Trump formentlig overtager den iPhone, som Obama havde sidst i sin præsidentperiode.

I et interview med talkshow-værten Jimmy Fallon forklarede Obama, at præsidentens telefon af sikkerhedsmæssige årsager hverken kan sende sms’er, tage billeder eller afspille musik.

Ifølge nyhedsbureauet AP havde Obama en telefon til rådighed, som han kunne tilgå Twitter fra. Det falder formentlig i god jord hos Trump, der har bebudet, at han vil fortsætte med at benytte Twitter i sin præsidentperiode. 

Hør Obama fortælle om sikkerhedsforanstaltningerne (og begrænsningerne) i præsident-telefonen:

Måske er du interesseret i ...