iPhone 5

Defekt batteri i iPhone 5

En række iPhone 5 bliver nu tilbagekaldt, fordi batteriet ikke holder på strømmen i særlig lang tid.

26. august 2014

Hvis din iPhone 5 har haft svært ved at holde batteritiden oppe, er det ikke kun din, den er gal med. Apple har nemlig tilbagekaldt et stort parti iPhone 5, fordi batteriet er defekt. Det drejer sig om telefoner, der er solgt i perioden september 2012 til januar 2013.

Defekten er skyld i at batteritiden er meget lav, og at du bliver nødt til at oplade telefonen oftere end normalt.

Du skal dog ikke fortvivle. Apple udskifter nemlig dit batteri gratis, hvis du har en af de ramte telefoner. For at være helt sikker på, at du kan få hjælp, kan du gå ind på Apples hjemmeside og indtaste din telefons serienummer. Det finder du ved at gå ind i indstillinger, generelt, om, serienummer. Hvis din telefon har større skader fx en ødelagt skærm skal dette repareres, før du kan sende den ind.

Du kan indlevere din telefon fra på fredag d. 29. august hos en autoriseret Apple forhandler. Før du indleverer, skal du dog tage en backup af dine data til enten iTunes eller iCloud. Hvis du har ”Find min iPhone” skal du slå det fra. Derudover skal du slette data og nulstille telefonens indstillinger.

Hvis din telefon er en af de ramte, og du allerede har betalt for at få udskiftet batteriet, kan du kontakte Apple og få pengene tilbage.

Måske er du interesseret i ...