Virus detected

Sådan beskytter du bedst pc’en

Komputer har testet i alt 13 forskellige gratis antivirusprogrammer. Testen viser, at du sagtens kan beskytte din pc uden at det koster noget.

At bevæge sig rundt på internettet uden virusbeskyttelse, kan sammenlignes med at løbe ud på motorvejen midt i myldretiden med lukkede øjne. Der sker dig måske ikke noget, men alle sandsynligheder peger i en anden retning. Derfor er det ikke et spørgsmål, om du bør have et antivirusprogram, men mere hvilket et du foretrækker.

Derfor har Komputer for alle sammen med det tyske laboratorium AV-Test testet 13 populære, antivirusprogrammer for at finde ud af, hvilke der er de absolut bedste. I testen kan man blandt andet se, at de gratis programmer leverer glimrende beskyttelse af din pc, og det er kun de små marginaler, der skiller dem ad. Således er det bedste gratisprogram kun et halvt skridt foran, og holder sin position udelukkende på grund af sin brugervenlighed, og gratisprogrammerne er lige så effektive som dyre købeprogrammer, når det gælder den grundlæggende virusbeskyttelse.

Her følger et lille udsnit af testen af antivirusprogrammer fra Komputer for alle 8/2010, der er på gaden nu, hvor vi kigger på de fire gratisprogrammer.


Microsoft Security Essentials: 7.7 Microsofts gratis antivirus, Security Essentials, har eksisteret i snart et år, og programmet beskytter mod virus, malware, spyware og rootkits. Det er et godt og særdeles brugervenligt dansktalende program. Installationen er hurtigt overstået, og programmet fungerer som et stærkt og meget tiltrængt supplement til Windows.


Avast Free Antivirus: 6.4 Det underlige udseende, der før har domineret Avast Antivirus er endelig udskiftet med et nyt og mere brugervenligt layout. Programmet fangede dog færre trusler end konkurrenterne. Vil man ned under overfladen, er der også masser af avancerede indstillinger at pille ved.


AVG Anti-Virus Free Edition: 7.0 Den gratis antivirus fra AVG opfylder fint de mest basale sikkerhedsbehov. I dagligdagen bemærker man sjældent AVG Anti-Virus, men ved komplette scanninger er det meget tydeligt, at det trækker på pc’ens ressourcer. I testen advarede programmet to gange mod ikke-eksisterende trusler på pc’en, og det kan godt blive et irritationsmoment i længden.


Avira Antivir Personal: 7.3 Programmet var det mest effektive i testen. Antivir er ikke nær så simpelt at bruge som for eksempel testvinderen fra Microsoft, men til gengæld kræver det så lidt af computerens ressourcer, at det er meget velegnet til bærbare pc’er eller netbooks, der ikke har så høj ydelse.


I den grundigere test af antivirusprogrammer kan du læse mere om købeprogrammerne, der typisk er mere omfattende og beskytter mod flere forskellige typer trusler. Enkelte beklagelige fejl er dog sneget sig ind i testen i bladet. Således kan man læse, at Avast ikke findes på dansk, hvad der ikke passer, samt at både MSE og AVG Anti-Virus Free Edition har et spamfilter. Det er desværre heller ikke tilfældet. Vi beklager meget.

Måske er du interesseret i ...