Password

Russiske hackere stjæler 1,2 milliarder kodeord

En gruppe russiske hackere har fået fingrene i over én milliard kombinationer af brugernavne og kodeord. Komputer for alles sikkerhedseksperter anbefaler, at du skifter adgangskoder med det samme.

8. august 2014

Der er god grund til at skifte adgangskoden til din e-mail, Facebook-konto og andre af dine brugerkonti, efter verdens største registrerede it-tyveri af brugernavne og kodeord for nyligt har fundet sted. Det er russiske hackere, der har været på spil, og de er ifølge den amerikanske sikkerhedsvirksomhed Hold Security sluppet afsted med omtrent 1,2 milliarder brugernavne og passwords samt 500 millioner e-mailadresser.

Brugeroplysningerne er stjålet fra over 420.000 hjemmesider, som spænder over alt fra mindre kendte sider til særdeles velbesøgte af slagsen, beretter Hold Security til avisen The New York Times. Af sikkerhedshensyn nævner virksomheden dog ingen specifikke navne, men en ekstern sikkerhedsekspert har gennemgået de stjålne oplysninger og bekræftet, at de er autentiske.

De berørte hjemmesider stammer ikke kun fra USA, hvor tyveriet er opdaget, og det er endnu uvist, om også danske virksomheder er ramt. Komputer for alles sikkerhedseksperter anbefaler derfor, at du skifter adgangskode på dine brugerkonti, så du ikke risikerer at falde i kløerne på russiske it-tyve.

Hold Security har efterhånden afsløret en række datatyverier, og det var da også selvsamme virksomhed, som sidste år løftede sløret for, at adskillige millioner brugeroplysninger var stjålet fra Adobe Systems.

Måske er du interesseret i ...