piratebay

Pas på PcAnywhere

Hackere har stjålet kildekoden til et af sikkerhedsfirmaet Symantecs programmer.

8. februar 2012

I starten af januar løb et rygte om, at en eller flere af Symantecs kildekoder var blevet stjålet. En hackergruppe meldte blandt andet ud, at de havde stjålet kildekoden til antivirusprogrammet Norton. Og at de ville offentliggøre den på nettet.

Symantec afviste påstanden i januar, men har nu indrømmet, at de har haft et sikkerhedsbrud. Heldigvis tyder intet på, at koden til Norton Antivirus er blevet stjålet, men koden til programmet PcAnywhere er derimod. Programmet bruges til fjern-adgang i mellem computere. Symantec advarer derfor nu imod, at man anvender programmet, indtil de har fundet en løsning. De frygter, at hackernes adgang til koden kan hjælpe dem med at finde svagheder i programmet.

Symantec har efter en intern undersøgelse konkluderet, at koden allerede kan være stjålet i 2006. Det betyder, at firma-og privatnetværk i årevis har været sårbare overfor cyberangreb, når de har brugt programmet. Og senest har hackergruppen Anonymous meldt ud, at koden nu findes på fildelingssiden The Pirate Bay - frit tilgængelig for alle.

Hackergruppen Anonymous har tidligere gjort sig bemærket ved at lave cyberangreb mod alle de mener lægger urimelige restriktioner på den digitale verden. De har forklaret, at angrebet på Symantec skyldes, at de mener, at Symantec sælger deres produkter ved at skræmme deres kunder.

Symantec har prøvet at forhandle med hackerne, og blandt andet tilbudt dem 50.000 dollars for ikke at offentliggøre koden, men uden held. Tilbuddet viste sig senere, at være FBI’s forsøg på, at skaffe oplysninger om hackerne, hvilket de ikke havde held af.

Symantec har endnu ikke meldt ud, om der har været nogle sikkerhedsproblemer i forhold til den lækkede kode, men de har givetvis travlt med at undersøge det i øjeblikket.

Måske er du interesseret i ...