nyheder/orm_145.jpg

It-kaos hos politiet i Norge

Windows-ormen Conficker lammede i går paskontrollen og operationscentraler hos politiet. De omfattende dataproblemer ramte politiets edb-system i hele Norge.

Politiets operationscentraler kunne ikke komme på internettet, paskontorer måtte lukke, og efterforskere måtte klare sig uden vigtige sagsakter. I Oslo lufthavn, Gardermoen måtte politiet, stik i mod sædvanlig rutine, lade rejsende gå igennem uden at kunne checke dem i politiets registrer, skriver Aftenposten.

Over 1.000 af politiets computere, spredt over hele landet, var i går smittet med den skadelige Conficker-virus. Det omfattende udbrud kommer bare to uger efter, at Kripos blev ramt af en anden virus. (Kripos er Norges nationale enhed for bekæmpelse af organiseret og anden alvorlig kriminalitet.) Sidste sommer blev også to politidistrikter ramt.

Ormens angreb var dog langt mere dramatisk denne gang.

Politiet selv ønsker at afdramatisere gårsdagens hændelse. I en pressemeddelse, der blev sendt ud i går eftermiddags, hed det, at politiets gode rutiner havde beskyttet dem mod virusangrebet.

"Politiets beredskab har ikke været påvirket, og alle offentlige henvendelser til politiet er blevet håndteret som vanligt. Vi har i politiet fokus på datasikkerhed i vores rutiner og indretter arbejdspladser til hele tiden at være på forkant med udviklingen."

Sikkerhedseksperten Mikko Hyppönen fra F-Secure mener, at virussen stammer fra kriminelle forbrydere i Ukraine. Virussen findes mange afarter, men vil tilsyneladende ikke ramme pc'er, der har ukrainsk tastatur. Det kan betyde, at bagmændene som har skrevet de skadelige virusser, bevidst forsøger at undgå opmærksomhed fra lokale myndigheder.

Måske er du interesseret i ...