internetsikkerhed

Internettet er en gavebod for kriminelle

Hackere kan på få sekunder få adgang til modems og webkameraer verden over. Nemme, fabriksindstillede kodeord er den helt store årsag.

22. marts 2013

Flere millioner printere, modems og webkameraer er så dårligt beskyttede, at hackere lynhurtigt kan få adgang til dem. Det viser en undersøgelse fra en anonym forsker, som har testet 1,3 milliarder elektroniske enheder, der var tilsluttet internettet.

Forskeren havde startet sin undersøgelse, fordi han havde opdaget, at hackere brugte den manglende sikkerhed på enhederne til at starte de såkaldte botnets. Det er programmer, en hacker installerer på dårligt beskyttede enheder, og giver hackeren mulighed for at udsende spam og mails, som forsøger at lokke penge ud af folk.

En lang række af de elektroniske enheder brugte nemme og fabriksindstillede kodeord som ”admin” og ”root”. Uvedkommende kan derfor hurtigt få fat på følsomme informationer på computere, der er tilsluttet de dårligt beskyttede netværk.

Komputer for alle anbefaler derfor, at du giver dine elektroniske enheder et sikkerhedstjek og ændrer den fabriksindstillede adgangskode, hvis du ikke allerede har gjort det.

Måske er du interesseret i ...