Hack

Stort sikkerhedsfirma hacket

Kaspersky Lab, der er et af verdens førende sikkerhedsfirmaer er blevet hacket. Firmaet forsikrer at brugernes informationer aldrig har været i fare.

Selv ikke de største sikkerhedsfirmaer kan føle sig helt sikre imod hackere – Det må det russiske sikkerhedsfirma Kaspersky sande efter at en hackergruppe har angrebet deres systemer.

Angrebet skete allerede i det tidlige forår, men er først blevet opdaget for nylig, da hackerne har været uhyre diskrete, og næsten ikke har efterladt sig nogen spor. Sikkerhedshullet er siden blevet stoppet.

Kaspersky forsikrer, at brugernes følsomme oplysninger ikke har været i fare på noget tidspunkt, da angrebet var rettet imod firmaets systemer og teknologier, men ikke databaserne med kundernes oplysninger.

Sikkerhedsfirmaet fortæller at hackerne brugte metoder, der aldrig er set før, og derfor var i stand til at komme ind i Kaspersky Labs systemer og ud igen, uden at blive opdaget før det var for sent.

Hackerangrebet var så avanceret, at Kaspersky mener, der må stå en nation bag. Hvilket land eller regering, det kan være, vil sikkerhedsfirmaet ikke gisne om, men de mener, at det vil koste omkring 50 millioner dollars, cirka 330 millioner kroner, at udvikle teknologien bag og afvikle sådan et angreb.

Måske er du interesseret i ...