hacker

God kundeservice fra hackere

Der er én type brugervenlighed, du helst ikke vil opleve på egen krop. Hackerens.

13. april 2016 af SNI

Internetforbryderne, der står bag ransomware, er et uønsket folkefærd for alle pc-brugere, og med god ret. Men på ét punkt har hackerne oppet sig gevaldigt. Forbrydernes kundeservice er stærkt forbedret de seneste år.

Ransomware går ud på at låse eller "kidnappe" pc-brugernes filer og så kræve en løsesum for at låse dem op igen. Og det er netop i denne opkrævning, at hackerne tyer til nye, brugervenlige metoder.

> Hvad er ransomware?

Et godt eksempel på trenden er et stykke ransomware ved navn Rokku, som sikkerhedsfirmaet Avira har set nærmere på. Filer, der låses får filendelsen .Rokku, og samtidig mødes pc-brugeren af en besked fra hackerne. De anvises til at installere den anonymiserende browser Tor, besøge en given hjemmeside og indbetale et specifikt beløb. Beskeden er som udgangspunkt på engelsk, men ledsages af en rullemenu, så man kan skifte til fx dansk. Se, det er da service.

Men det er ikke alt. Når den desperate pc-bruger besøger hjemmesiden, mødes han af en QR-code. Scanner han den med sin mobiltelefon får han direkte mulighed for at betale med bitcoins, hvis han vel og mærke har en app til formålet på din telefon.

Den sidste del af hackernes brugervenlighed består i, at de rent faktisk låser dine filer op, når du betaler. Ransomware er blevet en professionel forretning, om end en yderst kriminel én af slagsen.

> Sådan beskytter du dine filer mod kidnapning

Måske er du interesseret i ...