Logitech-HD-Pro-Webcam-C910.jpg

Hackere overtager dit webkamera, uden du aner det

FBI har gennem længere tid udspioneret mulige terrorister ved hjælp af webcams, uden offeret har vist besked, men også helt almindelige mennesker kan gøre brug af det ulovlige trick.

Webkameraer har i mange år haft en indbygget sikkerhedsfunktion, hvor en lille lampe tænder, når webkameraet slår til. Den lille sikkerhedsforanstaltning kan du dog ikke længere stole fuldt og fast på, for hackere kan slukke for lampen og tage kontrollen over kameraet.

Lige så snart du tænder computeren, kan en ubuden gæst altså se alt, hvad der foregår foran skærmen. FBI har i længere tid brugt proceduren til at udspionere potentielle terrorister, men det første civile tilfælde er også dukket op henover efteråret.

En mandlig amerikansk gymnasieelev havde i længere tid udspioneret sin kvindelige klassekammerat ved hjælp af webkameraet, uden hun fattede mistanke. FBI kunne dog spore aktiviteten, og til sidst blev den mandlige elev fanget.

Flere forskere har siden gennemført succesfulde angreb, og selvom de endnu kun har forsøgt sig med Apples Mac-computere, er der intet, der tyder på, at det ikke også kan lade sig gøre med nyere maskiner eller Windows-pc´er.

Skal du vide dig helt sikker, anbefaler Komputer for alles sikkerhedseksperter, at du sætter et stykke plaster over kameraet, når du ikke bruger det.

Måske er du interesseret i ...