sundhedskort

Hackere fik adgang til CPR-numre

I løbet af 2012 har hackere fået adgang til politiets kørekortregister og en række CPR-numre. 10.000 emailkonti er også blevet hacket. Se hvilke tegn, du skal være opmærksom på og som tyder på, at dine oplysninger stjålet.

Rigspolitiet har i dag løftet sløret for et alvorligt sikkerhedsbrud på politiets it-systemer, som fandt sted i 2012. Hackere fik nemlig adgang til politiets kørekortregister og CPR-numre, og der kan være tale om, at de har lavet ændringer i registret, oplyser Rigspolitiet nu. Sammen med CPR-numrene har hackerne også opnået adgang til 10.000 tjenestemænds emailadresser og adgangskoder.

Hackerne fik adgang til registrene fra april til august, og i løbet af den periode havde de held til at hente en række oplysninger fra computere, som it-selskabet CSC står for at vedligeholde.

Politiet har dog endnu ikke set tegn på, at oplysninger fra registrene skulle være blevet misbrugt, men Rigspolitiet erkender selv, at der er tale om et alvorligt brud på it-sikkerheden forbundet med politiets registre.

Indtil videre er en svensk og en dansk statsborger mistænkt, og mens den svenske borger er begæret udleveret, så er danskeren allerede anholdt. Rigspolitiet har nu sat Politiets Efterretningstjeneste på sagen, og de vil nu undersøge angrebet yderligere.

Politiet opfordrer folk til at være opmærksomme på tegn, der kan tyde på at nogle har udnyttet éns CPR-nummer.

Det er tegn på misbrug, hvis

    • man får tilsendt varer/pakker man ikke har bestilt,
    • man modtager opkrævninger på varer, der påstås bestilt, men som man ikke har modtaget,
    • man modtager henvendelser om indgåede aftaler, som man ikke har kendskab til.

Hvis du har mistanke om at dine oplysninger er blevet misbrugt opfordrer politiet til følgende:

    • Anmeld sagen til politiet. En kopi af politianmeldelsen eller en kvittering for henvendelsen kan bruges som dokumentation over for kreditorer, pengeinstitutter eller andre involverede, hvis det viser sig, at de personlige oplysninger er blevet eller senere bliver misbrugt.
    • Afvis modtagelse af pakker, som ikke er bestilt, eller returner straks modtagne pakker med skriftlig besked om manglende kendskab til bestillingen af disse.
    • Kontakt straks afsenderen af eventuelle opkrævninger skriftlig med oplysning om det manglende kendskab til bestillingen og manglende modtagelse af varen.
    • Kontakt straks firmaet bag den indgåede aftale skriftligt og meddel dem det manglende kendskab til aftalen.
    • Få misbruget noteret på CPR-nummeret. Kontakt folkeregisteret i kommunen og bed dem notere tyveriet på CPR-nummeret.

Kilde: _https://www.politi.dk/da/aktuelt/nyheder/SIKKERHEDSBRIST.htm_

Måske er du interesseret i ...