nyheder/piratHR145.jpg

Hårdere straffe til europæiske kopipirater

Kopipirater i Europa skal fremover skal kunne straffes med op til fire års fængsel.

Det ser ikke lyst ud for europæiske kopipirater. Et flertal i EU-parlamentet har nemlig stemt for et forslag om at kriminalisere overtrædelse af ophavsretten. Forslaget betyder, at de digitale pirater - hvis de bliver fanget - i værste fald kan forvente bøder på over to millioner kroner og op til fire års fængsel.

Det anslås, at 37 procent af al software, der benyttes i EU, er kopieret. Den italienske politiker Nicola Zingaretti, der har fremsat lovforslaget, siger, at direktivet skal "bekæmpe organiseret kriminalitet". Blandt de mulige sanktioner i forslaget er også destruktion af ejendom, konfiskering af piratudgaver, lukning af involverede selskaber og et midlertidigt eller permanent handelsforbud.

Sanktionerne gælder kun for kommercielle virksomheder. Privat piratkopiering af musik og software uden henblik på videresalg rammes ikke. I øjeblikket varierer straffene for piratkopiering i EU fra 859 euro i Grækenland til 98.000 euro i Holland.

(Kilde: Comon)

Måske er du interesseret i ...