Advarsel

Fejl giver hackere kontrol over din PC

Microsoft har opdaget et sikkerhedshul, der kan give hackere fuld kontrol over din computer.

26. marts 2014

Hvis du åbner en tekstfil af typen RTF i Microsoft Outlook, er der en risiko for, at den kan være hacket, advarer Microsoft. Det er et sikkerhedsbrud i Microsoft Word, der gør det muligt for hackere at inficere RTF-filerne og hacke din computer, når du åbner filerne i din e-mail med Word. Det er ekstra farligt, fordi Word er standardprogrammet til at åbne tekstdokumenter i de fleste Outlook-versioner (2007, 2010 og 2013).

På nuværende tidspunkt har der været flere angreb, rettet mod Word 2010, men risikoen er også til stede i 2013, 2007 og 2003-versionen og i Office til Mac 2011. Microsoft har udsendt en såkaldt ”Fix it solution”, som er et lille program, der går ind og blokerer alle RTF-filer i at blive læst med Word. Programmet kan nemt slås fra igen, når Microsoft har lukket sikkerhedshullet, eller hvis du fortryder.

Indtil Microsoft får lukket hullet, er der et par ting du kan gøre. Hvis du er nødt til at åbne en RTF-fil anbefales det, at du scanner den med et antivirusprogram, før du åbner den. Derudover kan du gå ind i e-mail sikkerhedsindstillingerne i Outlook og sætte flueben i ”Læs alle standard e-mails som almindelig tekst.”

Microsoft arbejder sandsynligvis på højtryk for at fikse problemet, så hold øje med sikkerhedsopdateringerne. > Du kan også læse mere om gratis antivirus her

Måske er du interesseret i ...