gmail_logo

Falske Gmail-konti står bag spam

Spam fra Gmail-adresser tager til med alarmerende hast. Men kun omkring én procent af alle spam-mails, som sendes fra en Gmail-adresse, kommer fra en ægte konto.

16. april 2010

Cyberkriminelle er blevet bedre til at bruge velkendte navne og brands til at snyde folk. Navne som Facebook, PayPal og Gmail er alle sammen nogen, der ofte går igen, når de cyberkriminelle forsøger at lokke folk til at klikke ind på sider med tvivlsomt indhold, eller få folk til at foretage en aktiv handling, fx sende deres kreditkortinformation eller koder, som led i et phishing-angreb. Sådan lyder det i en rapport fra Israelske Commtouch, der er eksperter inden for spam og phishing, og dagligt identificerer nye trusler på nettet.

Ved at anvende falske Gmail-konti til at proppe indbakkerne er "Gmail.com" efterhånden det mest misbrugte domænenavn. Alt i alt lader det til at op mod 5-10 procent af alt spam kommer fra Gmail, men kun en procent stammer fra virkelige Gmail-konti, resten består af forfalskede mail-adresser i et forsøg på at bruge Gmails navn og rygte til at snyde antispam-programmer.

Indtil videre har 83 procent af al e-mail-trafik i løbet af de første tre måneder af 2010 været spam.

Medicinsk spam, fx produkter til vægttab, viagra eller forøgelse af muskelmassen, stod for 81 procent af alle spam-meddelelser, hvilket er cirka det samme som sidste kvartal. Men der sker konstant nye ting i spam-verdenen.

“Spammere og cyberkriminelle eksperimenterer for at nå deres mål,” sagde Asaf Greiner, der er Commtouchs underdirektør for produkter. “De tester altid nye teknikker for at lokke deres ofre, lige fra at bruge kendte formater og domæner, til at skabe helt nye måder at lure folk til handling.”

Ifølge Commtouch, er den ene procent af rigtige Gmail-kontoer, der udsender spam, højst sandsynligt en blanding af spammere og brugere, hvis konto er kompromitteret.

Måske er du interesseret i ...