USB Security Key

Ekstra sikkerhed til din Google-konto

Gør det sværere for hackerne og nemmere for dig selv at få adgang til din Google-konto.

Google har i lang tid opfordret til, at du bruger totrinsbekræftelse, når du logger ind på din konto. Totrinsbekræftelse er noget, som du selv skal slå til og betyder, at du udover din almindelige adgangskode får tilsendt en ekstra på sms. Dit login består altså af to trin, deraf navnet. Dette gør det sværere for hackere at få adgang til din konto, men det er også en smule besværligt. Men nu kan du bruge en speciel sikkerhedsnøgle i form af et USB-stik i stedet for den besværlige totrinsbekræftelse. Så slipper du for alt bøvlet med at få tilsendt en sms og skrive ekstra adgangskoder Med sikkerhedsnøglen skal du bare skrive din adgangskode og sætte nøglen i computerens USB-indgang, når du bliver bedt om det.

Du skal huske at aktivere totrinsbekræftelse og tilføje en sikkerhedsnøgle på din Google-konto, før du bruger sikkerhedsnøglen. Læs hvordan du gør dette i linket til højre. Sikkerhedsnøglen virker endnu ikke på Internet Explorer eller Firefox, men kun med Google Chrome version 38 og opefter. For at se hvilken version, du har, trykker du på knappen med de tre streger øverst i højre hjørne i din Chrome-browser. Herefter vælger du ”Om Google Chrome” og der popper et vindue op, hvor du kan se den aktuelle version og eventuelt opgradere til den nyeste. Du kan købe en sikkerhedsnøgle på hjemmesiden Amazon.com, hvor prisen starter ved 6 dollars, som er ca. 35 kroner.

Måske er du interesseret i ...