Sikkert password

Den perfekte adgangskode

"Behandl din adgangskode som din tandbørste, lad ikke andre bruge den, og skift den ud hvert halve år." (Clifford Stoll)

3. maj 2012

Forfatter: Rik Ferguson - sikkerhedsekspert hos Trend Micro

Det er altafgørende at sørge for, at du og dine oplysninger er sikre online, og det starter almindeligvis med en adgangskode.

Et problem ved tyveri af onlinedata er, at mange brugere anvender den samme adgangskode på mange forskellige websteder. Det betyder, at når først en hacker har dit kodeord, kan det bruges på flere hjemmesider og webtjenester.

Hvad betyder det for dig? Ja, hvis du er typen, der har en tendens til at genbruge din adgangskode på flere forskellige hjemmesider, er det på tide at komme i gang med at ændre adgangskoden og bryde den vane. Kriminelle kan meget vel allerede være i besiddelse af din e-mail-adresse og din generelle adgangskode. De kan også have svarene på dine sikkerhedsspørgsmål, der også ofte bliver genbrugt.

Det er aldrig en god idé at bruge den samme adgangskode på flere forskellige hjemmesider, så prøv at have en unik adgangskode til hvert enkelt af de websteder, du bruger. Det kan lyde besværligt og umuligt at huske, men der findes en meget enkel måde at gøre det på.

Først ser vi på, hvad du IKKE skal gøre:

  1. Brug ikke et ord, der findes i en ordbog.

  2. Brug ikke navne, fødselsdatoer, aldre, telefonnumre, navne på kæledyr, fodboldhold eller noget andet, der er relateret til dig.

  3. Brug ikke den samme adgangskode til flere formål.

  4. Giv aldrig din adgangskode til andre.

Mange hacker-værktøjer anvender ordbogslister til såkaldte hybride ordbogsangreb (hvor almindelige ord automatisk ændres ved hjælp af udskiftning af de almindelige tal/specialtegn). Det betyder, at det ikke er nok at tage et ord og bare ændre nogle få bogstaver til tal (f.eks. Password til P455w0rd!), denne type kombinationer kan nemlig afkodes i løbet af få minutter.

Sådan gør du:

1. Tænk på en sætning, som du nemt kan huske

F.eks. "Mötley Crüe og Adam and the Ants var soundtracket til min ungdom."

2. Tag det første bogstav i hvert af ordene

MCOAATAVSTMU

Dette er udgangspunktet for adgangskoden, men nu skal vi sørge for både at bruge små og store bogstaver, tal og "specialtegn" som f.eks. !£$&+. Lad os først

3. skifte til små og store bogstaver:

MCoAatAvStmU

4. Skift nu nogle af bogstaverne ud med tal, du kan f.eks. ændre bogstavet O til et nul

MC0AatAvStmU

5. Tilføj nu specialtegn. Du kan f.eks. ændre "og" til + og "and" til &.

MC+A&tAvStmU

Forskellige passwords til forskellige hjemmesider

Nu har du en sikker adgangskode, men du mangler stadig at finde en måde, hvorpå du kan gøre den forskellig for hvert af de websteder, du bruger. Du kan f.eks. sætte det første og det sidste bogstav i navnet på webstedet i starten og slutningen af din komplekse adgangskode for at gøre den unik og alligevel nem at huske.

Sikkerhedsspørgsmål

Med hensyn til sikkerhedsspørgsmålene eller spørgsmålene til nulstilling af adgangskoden er dette også en af de mest almindelige måder at bryde ind på en konto på. Hvis du bliver bedt om at give svar på "sikkerhedsspørgsmål", skal du overveje, om svarene virkelig er sikre.

Sikker betyder, at du er den eneste person, der kender svaret. Hvis der er mulighed for, at du kan oprette dine egne spørgsmål, skal du benytte dig af det. Hvis du skal svare på flere standardspørgsmål som f.eks. "Første skole" eller "Første kæledyr", skal du huske på, at svarene ikke behøver at være i overensstemmelse med sandheden, det skal bare være noget, du kan huske!

Adgangskodestyring

Alternativt kan du vælge at bruge en adgangskodestyring som DirectPass, som hjælper dig med at bekæmpe identitetstyveri ved at forenkle og sikre log in-processen for dig - det giver adgang til flere hjemmesider med blot én lokal masteradgangskode - så ud over at det giver onlinesikkerhed, er det den perfekte løsning for folk, der lider af hukommelsestab, når det gælder adgangskoder!

Måske er du interesseret i ...