Dankort

Dankortsvindel stiger

Svindlen med vores dankort på nettet er mere end fordoblet siden 2006.

17. marts 2010

Stadig flere danskere oplever at blive udsat for svindel med deres dankort efter de har brugt det til at handle på nettet.

I det sidste halve år af 2009 blev der svindlet danskernes dankort på nettet for op mod 5,7 millioner kroner, skrev avisen Børsen i tirsdags. Sammenlignet med de 3,8 millioner kroner der blev svindlet for i starten af året, bliver det til i alt 9,5 millioner kroner, der er gået tabt som følge af fusk med dankortnumre. Det er mere end dobbelt så meget som i 2006, hvor summen lå omkring 4 millioner kroner.

Gerningsmændene er er grupper af it-kriminelle, oftest internationale. De står bag tyveriet af dankortnumrene for efterfølgende at misbruge dem.

»Omsætningen med dankort på internettet stiger, og misbruget følger desværre efter. Det skyldes flere sager, hvor internationale bander har opsnappet visa/dankortoplysninger ved brug af kortet som visakort i udlandet. Kortoplysningerne er efterfølgende forsøgt anvendt som dankortbetaling i danske netforretninger,« siger pressechef i PBS, Søren Winge, til Børsen.

I 2009 brugte danskerne kreditkortet 45 millioner gange til at købe varer eller tjenester på internettet, hvilket er en stigning på 15 procent i forhold til 2008.

Tallene stammer fra PBS, der administrerer dankortet for de danske pengeinstitutter.

Måske er du interesseret i ...