Keylogger stjæler penge fra netbank

Med såkaldte keylogger kan svindlere få adgang til din netbank og stjæle dine penge. 

© Shutterstock

Netbankindbrud på biblioteket koster millioner: Sådan undgår du det

Manglende sikkerhed på landets biblioteker kostede sidste år danskerne flere millioner kroner. Se hvordan, du undgår at blive ruineret på biblioteket.

8. maj 2018

Går du på din netbank, bruger dit Nemid eller indtaster dit CPR-nummer, når du går på biblioteket, bør du holde ekstra godt øje med udstyret.

Du kan nemlig risikere at blive kigget over skulderen.

Hvor bankerne i 2016 registrerede et tab på cirka på 7.2 millioner kroner i forbindelse med netbankangreb, var det tal i 2017 steget til omtrent 11 millioner kroner. 

Og det er særligt på bibliotekerne, man finder svaret på, hvor millionerne er forsvundet hen.

Keylogger stjæler dine penge

Ifølge Finans Danmark, der opgør tallene, er en forklaring på stigningen, at it-kriminelle havde installeret keylogger-software på flere offentlige computere på biblioteker.

Samlet set vurderer Finans Danmark, at "bibliotekssagerne" stod for et tab på cirka 3,2 millioner kroner. 

En keylogger er et program, som opsnapper alle dine tastetryk og sender dem tilbage til en bagmand. 

Med oplysningerne fra keyloggeren kan personen få adgang til dine kreditkort-informationer og enhver tjeneste, du er medlem på – og i værste fald stjæle din identitet eller dine penge.

> Læs mere om computersikkerhed her

Mistede 165.000 kroner

TV 2 berettede tidligere på året, at mindst 15 danske biblioteker har haft keyloggere installeret på sine offentligt tilgængelige computere.

En af dem var Kim Vinther Pedersen, der fik stjålet adskillige tusinde kroner. 

"Det er skræmmende, at det sker på landets biblioteker. Man har sovet i timen. 165.000 kroner tog de fra min lønkonto og prøvede at sælge aktierne også - så de har jo tømt kontoen. Rub og stub," sagde han til TV 2.

Ekspert: Undgå offentlige computere

Vil du undgå at ende i samme suppedas som Kim Vinther Pedersen, er opfordringen fra it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS klar.

Skal du på din netbank eller lignende, skal det ikke foregå på en offentligt tilgængelig computer.

“Når det er en offentlig computer, kan man ikke vide, hvem der har adgang. Som udgangspunkt er den ikke sikker, og det er ikke en, jeg ville bruge. Når der er fysisk adgang, kan man gøre meget ved den, og der kan være installeret både kamera og keylogger,” siger Peter Kruse.

I stedet råder han til, at offentlige computere kun bør bruges til ‘ufarlig’ information som eksempelvis vejret, nyheder og sportsresultater.

Vil du undersøge, om din egen, private computer er inficeret med en keylogger, kan du som abonnent downloade programmet KL Detector, som findes i Fordelszonen

Redaktionen anbefaler: Få en komplet sikkerhedspakke til din computer, så du er godt sikret mod alle typer af it-svindel. Programmerne ligger i Fordelszonen med detaljerede trin-for-trin-guider på dansk, så du let kan installere dem på din pc. 

Lige nu kan du prøve et nummer af Komputer for alle og få fuld adgang til Fordelszonens mange programmer for kun 29 kroner. Se tilbuddet her.

Måske er du interesseret i ...