Facebook model

1.5 million Facebook-brugere til salg

Russisk hacker forsøger at sælge mere end 1.5 millioner Facebook-konti.

Det er ikke et ukendt fænomen, når en Facebook-bruger ”sælges”. I takt med at større og større dele af cyberkriminaliteten flyttes over på sociale netværk, stiger behovet for den slags indgangsvinkler blandt de kriminelle også. Der kan være tale om et komplet identitetstyveri, men det kan også handle om en mere subtil brug af en konto. Det er blevet en stigende trend for cyberkriminelle at udnytte den tillid folk har til deres ”venner”, ved at misbruge normale menneskers profiler til at sende beskeder med tvivlsomme links som folk skal klikke på.

Nu har en russisk hacker der går under kaldenavnet ”Kirllos”, sat 1.5 millioner Facebook-brugeres adgangsoplysninger og kodeord til salg på et internet-forum, og til en meget lav pris. Sådan lyder det fra det amerikanske PC World.

Siden, der blev opdaget af sikkerhedseksperter fra VeriSigns iDefense-gruppe, tilbyder en mængderabat, og sælger 1.000 hackede konto-oplysninger for et sted mellem 25 og 45 dollar (ca. 140 og 250 kroner), afhængigt af antallet af venner profilerne har. Og det er den laveste pris set til dato. Tidligere tilfælde har indikeret at en tilfældig brugerprofils adgangsoplysninger har ligget mellem 1 og 20 dollars (mellem 5,50 og 110 kroner).

Facebook har i øjeblikket omkring 400 millioner brugere. Og selvom det måske kan virke som en dråbe i havet, er det ikke til at vide, hvor mange kontoer der er hacket på lignende måde af andre hackere.

For at sikre dig selv, er det er altid en god idé at ændre sit kodeord med jævne mellemrum, ligesom det anbefales at dine kodeord på nettet varierer og indeholder både store bogstaver og tal, hvis det overhovedet er muligt. Samtidigt bør du ikke acceptere venne-invitationer fra folk du ikke kender. Derudover anbefaler Facebook, at man altid er påpasselig med at klikke på links eller beskeder, der virker tvivlsomme. Selv hvis det kommer fra en ven.

Måske er du interesseret i ...